CURLING-PIGERNE BLIVER TESTET AF TRAINYOUREYES I DAG

<< Nyheder
17. oktober 2011

CURLING-PIGERNE STILLER SYNET SKARPT

Lasse Lavrsen, træner for curlingpigerne 'Team Lene Nielsen', har i flere år ønsket at få undersøgt synet hos sine curling-piger. Den drøm går i opfyldelse:

Mandag den 17. oktober kl. 16-18
hos DH Syn&Træning
i Solrød, Solrød Center 52

Lasse Lavrsen har indhentet ekspertbistand fra TrainYourEyes, en konsulentvirksomhed med speciale i optimering af elitesportsudøveres syn.

'Jeg har det sådan, at det er de små procenter, der gør forskellen i eliteidræt. Curling er en meget visuel sport og det kræver, at spillernes syn er helt perfekt. Jeg er helt sikker på, at optometristernes arbejde kan gøre en stor forskel for spillerne', udtaler Lasse Lavrsen.

SPECIEL SPORTSVISION-TEST
De 5 kvindelige curling-spillere skal igennem TrainYourEyes-sports testen, modificeret for curling. Den tager ca. 1½ time pr. spiller, som får undersøgt:

Afstandsbedømmelsen – en af de vigtigste ingredienser i curling
Synsevnen – kan spilleren se skarpt helt ned i den anden ende?
Overblik/reaktionshastighed – her skal hun være knivskarp
Sigteøjet – vigtigt i forhold til hvordan stenen kastes
Koncentration/udholdenhed – kampen varer 2½-3 timer med fuldt fokus
Omstillingsevnen – hun skal hun kunne omstille fokus lynhurtigt og skarpt
Visualiseringsevnen – det er vigtigt og hurtigst at huske taktik visuelt
Balancen – bør være helt perfekt
Koordinationen – skal være i orden for at styre hastighed og sten korrekt

UNDERSØGES AF SPECIALIST-TEAM
Curling spillerne bliver undersøgt af optometrist Maria Beadle Rømer, indehaver af TrainYourEyes.com og hendes sjællandske Sportsvision-chef, optometrist Doris Holmer, indehaver af DH Syn&Træning i Solrød. TrainYourEyes har arbejdet med knap 1.300 elitesportsudøvere indenfor 31 forskellige sportsgrene i Danmark, Norge og Tyskland.

'De synsmæssige færdigheder er utroligt vigtige indenfor en sport som curling. Vi glæder os rigtigt meget til, først at undersøge øjnene på curling-pigerne og dernæst optimere synet på dem, som trænger', udtaler Maria Beadle. 'De har allerede lovet at tage Doris og jeg med i takketalen, når de vinder deres næste OL-medaljer!', tilføjer hun.